"What's eating you"

Lige nu sidder jeg og ser en engelsk dokumentar om piger med spiseforstyrrelser, på kanal 4. Det er virkelig skræmmende at se, hvor langt de kan gå ud. Det skræmmer mig og gør mig bekymret på deres vegne og ikke mindst deres familier.
En af pigerne spiser kridt hverdag, en anden er bange for den mindst gram fedt og dyrker umenneskelig meget motion og en tredje pige kaster op og presser så meget på for, at få alt op, så hun til sidst får blod  med op. Puha, det er ikke rart og det skær i mit hjerte, at hører om det. Det er lige så jeg får gåsehud og får lyst til at slukke for fjernsynet med det samme. Men jeg hænger alligevel på ..
Det er synd, at pigerne ødelægger dem selv på den måde, men det er selvfølgelig noget, der er svært at forstår fra deres vinkel af. Jeg ved selv, hvordan det er ..

Jeg vil dog indrømme nu, hvor vi snakker om det. Jeg har selv haft spiseforstyrrelse (Anorexia nervosa) og jeg kan let snakke om det i dag og har slet ikke det samme syn på mig selv, som jeg havde dengang.

Jeg havde dengang utrolig lavt selvværd og var selvkritisk, og det hele gik langsomt ned af bakke, da jeg startede på min første slankekur, hvilket virkelig ændrede mit liv, på kort tid.
Jeg blev besat. Besat af min kost, besat af motion og kalorie forbrænding. Ikke mindst besat af, hvordan andre så mig. Det er skræmmende, at tænke tilbage på.

Jeg motioneret så ekstremt i forhold til, hvor meget jeg indtog hver dag, hvilket selvfølgelig resulteret i et ekstremt vægttab og jeg gik fra ca. 54 kg til en vægt på omkring de 33-35 kg, på få måneder. Jeg kunne ikke selv se, at jeg fejlede noget, da jeg på daværende tidspunkt stadig så en tyk og grim pige i spejlet og kunne ikke forstå det andre sagde til mig. Når de fortalte mig, at jeg havde tabt mig, vendte jeg det i mit hovedet og tænkte, at de nok mente at jeg havde taget på og måtte i gang med en ekstra times træningen, så jeg igen kunne få det godt med mig selv og min krop.

Jeg blev så besat, at jeg kunne stille mig op på vægten, flere gange om dagen, selv efter et glas vand for, at noterer mig om, hvor mange ekstra gram jeg gik rundt med og gik straks i gang med at motionerer for, at komme ned på den vægt, som jeg havde, da jeg vågnede. Jeg pressede mig selv det mindste.

Det tog utrolig hårdt på mig og jeg var til tider utrolig træt, og kunne sove af dagene væk og bare blive læggende i min seng, når jeg ikke følte, at jeg havde noget energi tilbage.
Jeg kunne ikke se mit eget problem. Jeg følte mig rask og følte, at jeg var i mit livs bedste form. Men nok ikke på den helt sunde måde, men det tænkte jeg ikke over før den dag, som vendte mit liv tilbage.

Det var først den dag, hvor min bedste veninde samt mine forældre og to fra min fars side havde spist middag hjemme hos os og samtalen var gået hen på om, min fars kusine ikke nok ville sy en ny kjole til mig, hvilket hun selvfølgelig gerne ville. Hun ville tage udgangspunkt i de mål, som hun havde benyttet året før til min konfirmations kjole samt en top. Så hun bedte mig straks om, at hoppe i den så vi kunne se om, der skulle lægges til eller fra.
Straks slog de øjnene op for, hvor tynd jeg egentlig var blevet fordi jeg for det meste havde løst tøj på for, at skjule mine "fejl". De fejl, som jeg selv bildte mig ind i, at jeg havde.
Jeg ville gemme mig, men det kunne jeg ikke - jeg var opdaget og følte mig utryg i denne situation. Men det gjorde, at jeg slog øjnene op for min situation og for, hvad jeg havde udsat min krop for.

Men det var vendte punktet i mit liv og jeg fik opbakning af både veninder, venner og familie. Jeg fik virkelig øjnene op for, hvor langt ud jeg efterhånden var kommet og jeg var godt klar over, at der snart skulle ske noget for, at jeg ikke skulle komme længere ud og at det kunne blive endnu værre end det var.
Jeg tog langsomt på og jeg kunne igen finde glæden i at spise, hvilket var et stort plus i mit liv.

Førhen ville jeg ikke byde mig selv noget som helst, der indeholdte for mange kalorier og heller ikke for store mængder. Det kunne slå mig helt ud. Af den grund, sagde jeg for det meste blot nej, når folk tilbød mig usunde sager eller mad, som jeg kunne se indeholdte mange unødvendige kalorier.

I dag har jeg et utrolig fantastisk liv, som er fyldt med verdens dejligste mennesker. Jeg har en skøn familie, som der støtter mig og bakker mig op. Ikke mindst har jeg min dejlige veninde (som I kan se på billedet). Hun har altid været der for mig og uden hende,  havde jeg ikke været den samme - Måske havde jeg ikke været her i dag, hvis jeg ikke havde fået den hjælp samt støtte som jeg fik af hende (Ikke mindst af min daværende kæreste og venner/veninder). Hun er den bedste af alle og der findes ingen andre som hende. Hun er lys punktet i mit liv!

Jeg mødte først min nuværende kæreste, årene derefter, hvor jeg var blevet sådan nogenlunde rask. Vi mødte hinanden i gymnasiet i 1.g (Vi gik i samme klasse), hvor jeg næsten var kommet til min normale vægt igen. Så han kendte ikke til min historie før vi blev bedste venner og jeg fortalte ham min historie.
I dag er han også en utrolig stor støtte i mit liv. Han holder mig fra "anoreksi"-tanker, tanken om at "jeg er for tyk" eller har taget på. Han bekræfter mig i, at jeg er nok god som jeg er og ikke skal ændre på mig selv.

Jeg elsker mit liv og jeg har det bedre med mig selv, som aldrig før. Jeg har igen fået selvtilliden tilbage og har ikke den dårlige opfattelse af min krop, som jeg havde dengang for snart 4-5 år siden. Jeg er i dag, den glade og raske pige, som jeg var før min sygdom og jeg æder, hvad der passer mig. Jeg er lykkelig.

Jeg kan i dag kun gøre mig bagklog på, hvad jeg gjorde galt og at det var dumt af mig, at jeg gjorde det, det og det. Men det er en tid jeg ikke kan ændre, men en tid der har gjort mig stærkere og ikke mindst mere bevidst om, at man skal passe bedre på den krop man lever i.

Pas på jer selv og elsk jer selv
Peace out !