Tårer på min kind

Jeg kunne næsten ikke blive mere deprimeret end jeg er lige pt. Det er som om, at den sorte klap for længst er gået ned. Jo mere jeg sidder og tænker over det, jo mere begynder den deprimeret side, at rive mig fuldstændig fra hinanden.

Jeg havde planer og mål med mit sabbat år, og alt er efterhånden ved at være visket ud af mine tårer. Jeg skulle have brugt mit sabbat år på, at tjene penge så jeg kunne få opfyldt mit første ønske: min drømme uddannelse. Men det ville koste mig ca. 50.000 + at jeg skulle have råd til at flytte hjemmefra for, at det hele skulle kunne hænge sammen, økonomisk! Oven i havde jeg planer om, at jeg skulle tage kørekort i dette sabbat år, nu hvor jeg alligevel bare skulle være hjemme og tjene en masse penge. Men den plan gik også i vasken.
... Af den eneste grund, at jeg ikke kan finde noget job. Jeg søger forgæves hver eneste dag, og uden held og det er som et nederlag hver gang, at der kommer besked om at "du har desværre ikke fået jobbet, men vi takker dig for deres interesse".. Hvad fanden skal jeg bruge det til? Skal jeg hænge det op, som endnu et bevis på at jeg er en taber i denne glansbillede verden, som jeg så længe har drøm om og at jeg langsomt må vinke farvel til alle mine drømme.

Jeg møder det ene nederlag efter det andet..
Det er ikke kun mig, det handler om .. Ikke mindst min fantastisk familie står i noget af en trist situation, og det kommer til at påvirke os alle, hvis der ikke kommer et lille lykkesmed på vores vej.

Men lige nu, ser det hele så sort ud, som et helved uden ende. Men hvorfor? Hvad har min familie og jeg gjort for, at skulle være i den situation vi er i..

Heldet er ikke altid med mig, men hvorfor?